Menu

Børn i psykoterapi

- en mors anbefaling -

For halv andet år siden, tog min mand og jeg kontakt til Gorm, da vi havde brug for hjælp ”udefra” til vores 12 årige søn Thomas, som havde det svært i 6. klasse.

Lærerne mener at han har ADHD

Vi havde på det tidspunkt oplevet gennem halv andet til to år flere henvendelser – næsten dagligt – gennem forældreintra og telefonen fra de to kvindelige klasselærere. Henvendelserne handlede om, hvordan vores søn havde en problematisk adfærd, som forstyrrede undervisningen, gjorde lærerne frustrerede og vrede samt skabte uro for de andre børn. De syntes ikke, at han kunne samarbejde, selv efter flere klassemøder og snakke med lærerne, hvor problemet – ”Thomas” – blev adresseret. Der var flere gange nævnt impulsivitet og uro. Mistanken om en eventuel diagnose med ADHD, som grund til Thomas’ problemer, blev også taget frem af en lærerne til en skolehjemsamtale. I al den tid, det stod på, oplevede vi forældre, at Thomas var svær at få i snak om de adskillige episoder, som lærerne kontaktede os om. Han var oftest afvisende og sur, hvis vi forsøgte at komme i kontakt med ham og derfor kunne vi ikke tale episoderne igennem. Det skal siges, at vi hellere ikke havde en særlig åben eller undersøgende tilgang, men vi var autoritetstro i forhold til lærernes udmeldinger, og vi troede på, at han var årsagen til forstyrrelserne og det dårlige samarbejde mellem ham og lærerne. Thomas’ oplevelse af os forældre som bebrejdende, var også rigtig. Det var vi. Generelt trivedes han ikke i skolen, han var selv påvirket af episoderne og af det dårlige samarbejde med lærerne og han virkede ikke glad.

Psykoterapi for første gang

Da vi forældre havde svært ved at tale med Thomas om de episoder, uden at det blev til en konflikt, og da han ikke ville tale med lærerne om det, spurgte vi ham om han ville tale med Gorm om, hvordan han havde det. Dette i håbet om, at det kunne løsne op for den ret fastlåste situation. Thomas vidste ikke, hvad det ville sige, at gå i psykoterapi, men efter at vi snakkede med ham om det, var han villig til at prøve.

Jeg havde selv lært Gorm at kende gennem et supervisionsforløb, som jeg var en del af med en gruppe kollegaer/terapeuter, og derfra havde jeg fået en god kontakt med Gorm og følte mig tryg ved ham. Vi forældre valgte i samarbejde med Gorm, at Thomas kom til samtalerne alene, uden at vi var med. Dette for at give Thomas det mulighed for at føle sig helt fri til at udtrykke sig i et rum, hvor vi ikke var til stede.

Sideløbende undersøgte min mand og jeg vores ansvar i det, der skete, og i vores relation til Thomas, gennem vores egne terapeutiske processer hos andre Sensetik terapeuter. Vi fandt ud af, at vi ikke var så gode, som vi gerne ville være, til at være i en åben kontakt med Thomas om det med skolen. Vi så og hørte ikke, hvad han forsøgte at kommunikere, og vi var bebrejdende over for ham. Vi opdagede, at vi havde et stort ansvar selv i hele situationen i forhold til at møde og støtte ham bedre end det vi gjorde. Vi arbejdede med vores relation til ham, og fandt ud af, at de konflikter der var i skolen, var en reaktion og protest på at blive stemplet som den forkerte og som en der tit gjorde noget forkert.

Fik skylden af lærerne

Thomas gik i et forløb hos Gorm i løbet af det efterår, mens han gik i 6.klasse. Vi ved ikke i detaljerne, hvad Gorm og Thomas talte om, men virkningen var tydelig. Vi kunne tydelig mærke og se på Thomas, hvad det gjorde ved ham. Thomas oplevede hos Gorm én, der så ham og lyttede til hans mening uden bebrejdelser og uden at pege fingre med skyld. Og også én der stillede gode og relevante spørgsmål, som gjorde, at Thomas kunne sætte ord på nogle ting, som han ikke havde kunne før, omkring hvad der skete mellem ham og lærerne. Thomas fik et rum, hvor han blev spurgt og fik talt om det, der var svært, og han blev hjulpet af Gorm til at se, hvordan samarbejdet mellem ham og lærerne i virkeligheden var – hvad han gjorde i samspillet, hvad de gjorde – helt konkret. Det virkede til, at Thomas faktisk fik en hel del skyld af lærerne for noget, der ikke var hans ansvar alene, men en del af et uhensigtsmæssigt samspil, der havde kørt langt ned ad et forkert spor. Lærerne så Thomas som årsagen til problemerne, de så ikke deres egne medvirken og heller ikke deres eget ansvar. Det havde gjort, at Thomas i længere tid følte sig forkert – blev udpeget som skylden i uroen og konflikterne – både fra lærernes side og til dels også fra vores side. Det var han bestemt ikke – problemet – og det fandt han ud af gennem samtalerne med Gorm. Han lærte noget om ansvarsfordeling, om at mærke sig selv og give udtryk for, det som han oplever, i et rum, hvor han blev lyttet til, taget alvorligt og hjulpet til at se sin egen andel – sine valg og handlinger. Vi oplevede en Thomas, der blev mere glad og åben, han slappede mere af, virkede mindre anspændt og frustreret, og han var mere åben for at tale med os, om hvordan han havde det. Vi kunne tale åbent om, hvad der skete i skolen, hvordan han opfattede episoderne og hvilket ansvar han selv havde.

Ungdom og psykoterapi

Forløbet hos Gorm kunne ikke fikse den andel af ansvaret som lærerne havde og deres syn på Thomas, men det hjalp os tre til at samarbejde meget bedre, sådan at vi sammen kunne forholde os til, hvad der skete i skolen. Forløbet hos Gorm har medvirket til en hel anderledes, åben og renere kontakt mellem Thomas og os, og Thomas har fået en erfaring med, hvad psykoterapi kan bruges til. Denne erfaring synes vi er meget vigtig, hvis/når han oplever på et andet tidspunkt i sin ungdom og voksen liv, at han har brug for at gå i psykoterapi igen.

Kris Simonsen,
cand psych, psykolog